Vælg det rigtige vejr
Det er den mest oversete del af opgaven. Mal kun:
- Ved temperaturer over cirka 10 grader – også om natten, mens malingen tørrer. De fleste produkter tåler ned til 5 grader, men tørrer meget langsomt.
- På tørt træ. Efter regn skal træet have mindst et par tørre dage. Fugtigt træ under malingen er den hyppigste årsag til afskalning.
- Uden direkte sol på fladen. Malingen tørrer for hurtigt i solen og binder dårligt. Følg skyggen rundt om huset.
- Tidligt nok på dagen til, at malingen er tør, inden aftenduggen kommer.
Sæsonen løber typisk fra maj til september. Forår og sensommer er bedst; højsommeren giver ofte for varme flader.
Forarbejdet er 70 procent af holdbarheden
- Afvask træet med grundrens og en blød børste, og skyl grundigt. Alger og grønne belægninger behandles med algefjerner, som skal have tid til at virke – følg anvisningen.
- Skrab og slib al løs maling af. Det, der sidder fast, må gerne blive. Slib kanterne af den gamle maling glatte, så overgangene ikke ses.
- Bart træ grundes med en grunder eller grundingsolie, så malingen binder, og fugten holdes ude. Endetræ suger mest og skal have ekstra.
- Kit og revner. Udskift løs kit i vinduer, fyld revner med udendørs træspartel eller fugemasse, der kan overmales.
Dækkende eller transparent?
Dækkende træbeskyttelse (heldækkende) skjuler træet og holder længst – typisk 6-10 år. Det rigtige valg til vinduer, døre, vindskeder, udhæng og facader, der skal se ens ud i mange år.
Transparent træbeskyttelse (lasur) lader åretegningen ses, men beskytter kortere – ofte 2-4 år, fordi UV-lyset når ned i træet. Godt til hegn, terrasser og nyt træ, hvor man vil bevare træets udtryk.
Olie bruges på terrassebrædder og hårdttræ, som skal behandles ofte, men er nemt at friske op.
Vælg altid et produkt til udendørs brug og til den træsort, du har. Trykimprægneret træ skal være helt tørt (gerne et år gammelt), før det kan males dækkende.
Sådan påfører du
- Rør malingen grundigt op, og brug pensel til vinduer, døre og profiler – rullen kan bruges på store, glatte flader, men efterstryges med pensel, så malingen presses ind i træet.
- To lag. Det andet lag giver holdbarheden. Overhold tørretiden mellem lagene, som står på dåsen.
- Mal med træets retning, og afslut hver flade i ét stræk, så der ikke kommer overlap i tørrende maling.
- Vinduer: mal 1-2 mm ind på glasset, så vandet ikke kan trænge ind bag kitten.
Vedligehold, så det holder
Efterse træværket hvert forår. Små afskalninger, som repareres med det samme, forhindrer, at vandet trænger ind og løfter malingen på større områder. Vask facader og træværk hvert eller hvert andet år, så alger ikke får fat. Mørke farver og syd- og vestvendte sider slides hurtigst.
Skal vi tage turen rundt om huset? Læs om udendørs maling, eller se vejledende priser.
